Annonce
Læserbrev

Affaldssortering i domkirkekvarteret. Vi kan godt gå et stykke med affaldet


Annonce

Læserbrev: Kommunen har indbudt til at deltage i planlægning af den påtænkte ændring af affaldssorteringen for domkirkekvarteret.

Jeg bor i Sct. Mogens Gade nr 43. Det har jeg gjort i 20 år. Huset blev bygget i 1999, og der har ikke været andre ejere af huset end mig. Jeg har altid lagt vægt på, at huset og dets omgivelser ud mod gaden harmonerede med gadens gamle bygninger både ved valg af materialer og farver og har holdt facadesiden smuk med planter og blomster, så den fremtræder velholdt og køn.

Det var derfor noget af et chok, at Revas for to år siden påtænkte at grave affaldsstationer ned mindre end én meter foran min facade lige ud for mine stuevinduer. Heldigvis blev planerne droppet efter massive borgerprotester.

Det er glædeligt, at kommunen nu vil inddrage de berørte beboere i planlægningen af affaldsordningen for området. Jeg er naturligvis meget interesseret i, hvor affaldsstationerne skal placeres. Desværre magter jeg ikke af helbredsmæssige grunde at deltage i nogen møder.

Sct. Mogens Gade er byens ældste gade, som Viborg med rette er stolt af. Turisttoget kører igennem gaden flere gange dagligt, og der er en del guidede rundvisninger, ligesom den er et fast mål for gående turister. At placere skraldespande direkte i gaden vil være manglende respekt for den smukke gade, for beboerne og for de besøgende turister. Dertil kommer, at gaden er smal - visse steder som foran mit hus endog meget smal, og permanente skraldestationer vil være til stor gene for færdslen.

For efterhånden mange år siden summede gaden af liv fra dens mange butikker og forretninger. Nu er alle borte. Vi har vænnet os til at skulle gå et stykke vej for at handle selv dagligvarer. Den nærmeste butik for mit vedkommende er Føtex, som ligger 500 m fra mit hjem. Det har indtil nu været en luksus at få vores affald hentet på bopælen. Der er nye tider med sortering af affald, hvilket er godt for miljøet, som vi jo også skal passe på og værne om.

Mit synspunkt er: Når vi kan gå et stykke vej for at hente, hvad vi skal bruge, kan vi også gå et stykke vej for at komme af med affaldet igen. Vi har med hensyn til flasker og aviser vist, at det kan lade sig gøre.

Mona Nielsen er bevægelseshæmmet, men kan godt gå et stykke fra sin bolig med affaldet.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Den pil peger kun et sted hen: Mod forældrene

Børn er i fokus, og det er med god grund. Et rigt samfund som det danske kan ikke leve med, at børn mistrives. Heldigvis er det sådan, at når noget går for skævt med vores velfærd, så fungerer det danske demokrati, og det skæve bliver rettet op. Og jeg er stolt af, at Viborg Kommune ved at bidrage til en tv-dokumentar fik sat gang i debatten. I Viborg Kommune er der allerede fundet millioner af kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne. Allerede til næste år vil det kunne mærkes - forudsat da, at pengene faktisk går til lønkroner og ikke til projekter. Som borger er det en fornøjelse at opleve en investering i børn. Desværre formår vi i vores planlægning ikke at balancere udviklingen fornuftigt, men er tilbøjelig til at gå i bølgetoppe og bølgedale. Det har ikke været svært som iagttager at forudse, at grønthøsterbesparelser på de bløde områder på et tidspunkt ville ende med en form for oprør i befolkningen. Men det er jo altid de andres skyld. Nu vil jeg gerne rette skytset den modsatte vej: Mod forældrene. Og det skyldes et opråb fra Novo Nordisk-direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, der gør opmærksom på, at verdens børn bliver federe og federe, og at de fede børn bliver en belastning frem for en gevinst. I Danmark er hvert fjerde barn overvægtig - og andelen af overvægtige børn stiger kraftigt. Hvis pilen med hensyn til bemandingen i børnehaverne peger mod "kommunen", så peger den her mod forældrene, for det er forældre - og kun dem - som har ansvaret for, hvad deres børn propper i munden, og om de lever et sundt liv i bevægelse. Som glad skatteyder, der afleverer præcis halvdelen af lønnen til fællesskabet, vil jeg forvente, at forældre tager et ansvar for, at deres uskyldige børn ikke på grund af fedme bliver en belastning for samfundet. Man kan ikke den ene dag kræve flere pædagoger og den næste være den direkte årsag til, at pengene går til bekæmpelse af sygdom, som kunne være undgået. Må jeg slutte med et citat af Lars Fruergaard Jørgensen (som lever af at behandle konsekvenser af overvægt): »Det er en tikkende bombe under vores samfund. Vi har behov for, at de her børn og unge får et godt liv og bliver aktive og bidrager til samfundet. Problemet er, at det er en meget stor udgift at behandle overvægt. Den værditilvækst, de overvægtige kunne skabe i samfundet, bliver erstattet af, at de bliver dyrere borgere for samfundet."