Annonce
Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Annonce

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert".

Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært".

Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand.

Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide.

Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først.

Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega.

Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Elvir Abaz
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Den pil peger kun et sted hen: Mod forældrene

Børn er i fokus, og det er med god grund. Et rigt samfund som det danske kan ikke leve med, at børn mistrives. Heldigvis er det sådan, at når noget går for skævt med vores velfærd, så fungerer det danske demokrati, og det skæve bliver rettet op. Og jeg er stolt af, at Viborg Kommune ved at bidrage til en tv-dokumentar fik sat gang i debatten. I Viborg Kommune er der allerede fundet millioner af kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne. Allerede til næste år vil det kunne mærkes - forudsat da, at pengene faktisk går til lønkroner og ikke til projekter. Som borger er det en fornøjelse at opleve en investering i børn. Desværre formår vi i vores planlægning ikke at balancere udviklingen fornuftigt, men er tilbøjelig til at gå i bølgetoppe og bølgedale. Det har ikke været svært som iagttager at forudse, at grønthøsterbesparelser på de bløde områder på et tidspunkt ville ende med en form for oprør i befolkningen. Men det er jo altid de andres skyld. Nu vil jeg gerne rette skytset den modsatte vej: Mod forældrene. Og det skyldes et opråb fra Novo Nordisk-direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, der gør opmærksom på, at verdens børn bliver federe og federe, og at de fede børn bliver en belastning frem for en gevinst. I Danmark er hvert fjerde barn overvægtig - og andelen af overvægtige børn stiger kraftigt. Hvis pilen med hensyn til bemandingen i børnehaverne peger mod "kommunen", så peger den her mod forældrene, for det er forældre - og kun dem - som har ansvaret for, hvad deres børn propper i munden, og om de lever et sundt liv i bevægelse. Som glad skatteyder, der afleverer præcis halvdelen af lønnen til fællesskabet, vil jeg forvente, at forældre tager et ansvar for, at deres uskyldige børn ikke på grund af fedme bliver en belastning for samfundet. Man kan ikke den ene dag kræve flere pædagoger og den næste være den direkte årsag til, at pengene går til bekæmpelse af sygdom, som kunne være undgået. Må jeg slutte med et citat af Lars Fruergaard Jørgensen (som lever af at behandle konsekvenser af overvægt): »Det er en tikkende bombe under vores samfund. Vi har behov for, at de her børn og unge får et godt liv og bliver aktive og bidrager til samfundet. Problemet er, at det er en meget stor udgift at behandle overvægt. Den værditilvækst, de overvægtige kunne skabe i samfundet, bliver erstattet af, at de bliver dyrere borgere for samfundet."