Annonce
Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet.
Annonce

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig.

Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention.

Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet.

Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien.

For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering.

Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet.

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre.

Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket.

De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik.

Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume.

I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse.

Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme.

Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare.

En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins.

Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet.

I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer.

Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt.

I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab.

EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder.

I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang.

Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Erik Boel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Den pil peger kun et sted hen: Mod forældrene

Børn er i fokus, og det er med god grund. Et rigt samfund som det danske kan ikke leve med, at børn mistrives. Heldigvis er det sådan, at når noget går for skævt med vores velfærd, så fungerer det danske demokrati, og det skæve bliver rettet op. Og jeg er stolt af, at Viborg Kommune ved at bidrage til en tv-dokumentar fik sat gang i debatten. I Viborg Kommune er der allerede fundet millioner af kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne. Allerede til næste år vil det kunne mærkes - forudsat da, at pengene faktisk går til lønkroner og ikke til projekter. Som borger er det en fornøjelse at opleve en investering i børn. Desværre formår vi i vores planlægning ikke at balancere udviklingen fornuftigt, men er tilbøjelig til at gå i bølgetoppe og bølgedale. Det har ikke været svært som iagttager at forudse, at grønthøsterbesparelser på de bløde områder på et tidspunkt ville ende med en form for oprør i befolkningen. Men det er jo altid de andres skyld. Nu vil jeg gerne rette skytset den modsatte vej: Mod forældrene. Og det skyldes et opråb fra Novo Nordisk-direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, der gør opmærksom på, at verdens børn bliver federe og federe, og at de fede børn bliver en belastning frem for en gevinst. I Danmark er hvert fjerde barn overvægtig - og andelen af overvægtige børn stiger kraftigt. Hvis pilen med hensyn til bemandingen i børnehaverne peger mod "kommunen", så peger den her mod forældrene, for det er forældre - og kun dem - som har ansvaret for, hvad deres børn propper i munden, og om de lever et sundt liv i bevægelse. Som glad skatteyder, der afleverer præcis halvdelen af lønnen til fællesskabet, vil jeg forvente, at forældre tager et ansvar for, at deres uskyldige børn ikke på grund af fedme bliver en belastning for samfundet. Man kan ikke den ene dag kræve flere pædagoger og den næste være den direkte årsag til, at pengene går til bekæmpelse af sygdom, som kunne være undgået. Må jeg slutte med et citat af Lars Fruergaard Jørgensen (som lever af at behandle konsekvenser af overvægt): »Det er en tikkende bombe under vores samfund. Vi har behov for, at de her børn og unge får et godt liv og bliver aktive og bidrager til samfundet. Problemet er, at det er en meget stor udgift at behandle overvægt. Den værditilvækst, de overvægtige kunne skabe i samfundet, bliver erstattet af, at de bliver dyrere borgere for samfundet."