Debat

Debat: Nyt værktøj for curlingforældre eller et bedre værktøj til samarbejdet mellem skole og hjem?

Annonce

Straks efter efterårsferien gik jeg med vores hund Vigga op på det lokale bibliotek.

Af naturlige årsager er hunde ikke velkomne på biblioteket, så jeg parkerede den uden for i en dertil indrettet hundeparkering. Det var Vigga ikke tilfreds med det, hvorfor hunden udtrykte sin utilfredshed i det første af de fem minutter, det tog mig på biblioteket.

Da jeg kom tilbage til hunden, gøede den igen, denne gang af glæde, hvortil en forbipasserende gav udtryk for, at det var synd for min hund, at jeg gav den stress ved at forlade den.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg er en curlingforælder. Men nu har jeg så oplevet at blive bebrejdet. at jeg ikke er en curlinghundeejer.

Det fik mig til at tænke på de seneste dages debat om det nye Aula. Formålet med Aula er at give elever, pædagogisk personale og forældre adgang til informationer fra skole og dagtilbud. Og det erstatter det hidtidige forældreintra – som blev kritiseret for at stresse både elever og forældre af den daværende regerings stresspanel.

Det sidste har jeg selv oplevet, da jeg i en periode ofte fik meldinger om, at én af mine drenge enten havde glemt en blyant eller blyantspidser.

Efter en periode med curlingforældre-stress spurgte jeg, om man også havde noget positivt at fortælle, og om man ikke blot kunne låne min dreng en blyant eller en blyantspidser? Men fik straks at vide, at det ikke var folkeskolens opgave, hvorfor jeg fik endnu mere curlingforældrestress.

Jeg håber ikke, at Aula giver lærerne stress på grund af curlingforældrene. Eller at curlingforældrene får stress, fordi lærerne aldrig bruger den til at fortælle den gode historie. For der kan også fortælles en god historie om alle elever.

Carl Holst
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Kultur

And the Oscar goes to...

Annonce
Leder For abonnenter

Journalisternes blinde øjne

Der er noget om, at vi journalister finder vores egen verden voldsomt interessant, og at når der sker sådan noget, som at Radio 24syv lukker, så går vi amok med nye historier hver eneste dag i flere måneder. Hvorimod vi kan være fuldstændig blinde over for andre faggruppers nederlag i lignende licitations-opgør. Det har specialarbejder Rasmus Bredde skrevet et meget interessant indlæg om i dagbladet Politiken. Han skriver: "Blandt os, der er i farezonen, er erfaringen, at udlicitering enten fører til dårligere kvalitet i opgaveløsningen, pres på løn og arbejdsvilkår eller begge dele." Jeg tænker, at manden har en pointe, når han også skriver, at kommunerne bruger millioner af kroner på at lave udbudsmateriale, der bliver hyret konsulenter og jurister for at sikre, at reglerne bliver overholdt, og derefter sættes et voldsomt bureaukrati i gang for at føre kontrol. Rasmus Bredde efterlyser journalister med indsigt i arbejdsmarkedet. Igen har han en pointe. Når danskerne lægger deres annoncekroner hos Google og Facebook, og folk bruger deres tid på disse sociale medier, så betyder det desværre en udvanding af den journalistiske indsats. De store mediehuse har måske halveret antallet af journalister på 10-15 år, og der er en udvikling i retning af færre specialister og flere generalister. Redaktionerne er begyndt at måle, hvor mange digitale læsere hver enkelt journalist har på de enkelte historier. Det bliver retningsgivende for, hvad man vælger at beskæftige sig med. Historier om nedslidning og lønpres hitter ikke, kan jeg godt afsløre. Derfor er jeg bekymret for Danmark. Når folks læsning begrænses til sociale medier, og når journalister på baggrund af det, som burde være et kvalitets-alternativ, begynder at løbe efter historier, som sikrer mange klik, kan journalister i værste fald gøre sig overflødige. Vi skal bruge vores målinger positivt til at sikre flere læsere til også de nødvendige historier. Kære Rasmus Bredde, jeg synes også, der er skrevet nok om Radio 24syv. Tak for påmindelsen om, hvad der også er vores opgave.