Annonce
Debat

Debat: Vi skal hver især tage ansvaret for en ny og bedre tone i det offentlige rum

Annonce

Der er noget galt med den samtale, vi har med hinanden i det offentlige rum – og i særdeleshed i den digitale udgave af det offentlige rum.

De daglige digitale medievaner, som de fleste danskere har, består af en blanding af nyheder fra vores foretrukne nyhedssites og -apps og en tur eller tre forbi sociale platforme som Facebook, Instagram og Twitter.

Hertil kommer måske et par YouTube-videoer og en række klik på nogle mere nicheprægede platforme, der imødekommer vores særlige interesser – om det så er sport, boligindretning eller et band, vi er særligt glade for.

På overfladen ligner dette en fuldt ud forsvarlig kombination af journalistik, socialisering, underholdning og hobbyplejning. Men stort set hver eneste digitale platform, vi befinder os på, er akkompagneret af muligheden for, at vi kan kommunikere med hinanden.

Som alle ved, er hovedreglen ikke ligefrem, at vi adresserer hinandens digitale avatarer pænt og høfligt.

Tværtimod er hovedreglen, at vi reducerer hinanden til stærkt forsimplede arketyper, som ikke er rigtige mennesker, og som vi i stigende grad irettesætter, belærer og ligefrem ydmyger og mobber i fuld offentlighed. Vi lever i en ny æra, hvor grovheder og destruktiv adfærd stortrives.

En af forklaringerne er, at det digitale parallelunivers har gjort alting til identitetsmarkører, som også lever videre i den analoge verden. Lynhurtigt har vi lært at dømme hinanden ud fra de nyhedsmedier, vi hver især foretrækker. Ud fra vores hobbyer og kulturelle præferencer. Ud fra de partier, vi stemmer på, tøjet, vi iklæder os, og jobbet, vi bestrider til hverdag.

Algoritmerne sørger som bekendt for, at vi primært konfronteres med indhold, der bekræfter vores eksisterende livssyn. Selv når vi ser ting, der er oprivende, er det ofte ting, der er målrettet lige præcis os, fordi selv vores arrigskab matcher den personlighed, som algoritmerne har afluret, at vi har.

Virksomhederne bag netop algoritmerne bærer et stort ansvar i forhold til samfundsudviklingen, men de kommer ikke frivilligt til at ændre adfærd.

Tilsvarende kan man påpege, hvordan landets journalister og redaktører foretrækker sensationshistorierne over de opbyggelige fortællinger, men hvor gerne de end ville efterleve højere publicistiske idealer, føler de sig tvunget til at imødekomme den nye æras krav.

Hvad angår politikerne, har de generelt så svært ved at begribe udfordringens omfang, at det heller ikke give mening at vente på, at de får gennemtrumfet de love og reguleringer, der kunne skubbe alting i en bedre retning.

Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar. Hvis vi alle hver især gør, hvad vi kan for at forbedre den offentlige diskurs – især på de sociale og digitale platforme – kan vi bygge en bevægelse op fra bunden, som vil påvirke både teknologigiganterne, journalisterne og politikerne.

Det, vi ikke var opmærksomme på, da vi i begejstrede hobetal kastede os over det 21. århundredes kommunikationsplatforme, er, at de rent teknisk trives bedre, når vi er i konflikt med hinanden, end når vi medmenneskeligt prøver at lytte og nå ind til hinanden.

Teknologigiganterne er i praksis nogle af de mest ultraliberalistiske virksomheder, verden nogensinde har oplevet. Bag enhver ambition om at styrke de menneskelige forbindelseslinjer, ligger en intens profitmaksimering, som er kombineret med erkendelsen af, at der trækkes mange flere forbindelseslinjer til andre mennesker, når konflikt, sensationalisme og clickbait er i højsædet.

Men det er ikke ensbetydende med, at vi absolut behøver at praktisere den konfliktfyldte adfærd.

I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang. Uanset om det er i kommentarsporet på YouTube, i supermarkedet blandt fremmede mennesker eller til den årlige fætter-kusine-fest.

Både hver især og i fællesskab, bør vi melde ud, at det ganske enkelt ikke er godt nok, at den offentlige diskurs køres i sænk af profithungrende teknologigiganter, desperate journalister og vildfarne politikere.

Dette er hermed en opfordring til, at alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen.

I forhold til miljøet er der særligt i år blevet skabt et momentum blandt både borgere, politikere og virksomheder, som netop er opstået nedefra-og-op.

Tiden er inde til at frembringe et tilsvarende momentum i forhold til måden, vi taler til hinanden på. Det er lige så afgørende i vores kamp for at skabe en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Christian Have
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Den pil peger kun et sted hen: Mod forældrene

Børn er i fokus, og det er med god grund. Et rigt samfund som det danske kan ikke leve med, at børn mistrives. Heldigvis er det sådan, at når noget går for skævt med vores velfærd, så fungerer det danske demokrati, og det skæve bliver rettet op. Og jeg er stolt af, at Viborg Kommune ved at bidrage til en tv-dokumentar fik sat gang i debatten. I Viborg Kommune er der allerede fundet millioner af kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne. Allerede til næste år vil det kunne mærkes - forudsat da, at pengene faktisk går til lønkroner og ikke til projekter. Som borger er det en fornøjelse at opleve en investering i børn. Desværre formår vi i vores planlægning ikke at balancere udviklingen fornuftigt, men er tilbøjelig til at gå i bølgetoppe og bølgedale. Det har ikke været svært som iagttager at forudse, at grønthøsterbesparelser på de bløde områder på et tidspunkt ville ende med en form for oprør i befolkningen. Men det er jo altid de andres skyld. Nu vil jeg gerne rette skytset den modsatte vej: Mod forældrene. Og det skyldes et opråb fra Novo Nordisk-direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, der gør opmærksom på, at verdens børn bliver federe og federe, og at de fede børn bliver en belastning frem for en gevinst. I Danmark er hvert fjerde barn overvægtig - og andelen af overvægtige børn stiger kraftigt. Hvis pilen med hensyn til bemandingen i børnehaverne peger mod "kommunen", så peger den her mod forældrene, for det er forældre - og kun dem - som har ansvaret for, hvad deres børn propper i munden, og om de lever et sundt liv i bevægelse. Som glad skatteyder, der afleverer præcis halvdelen af lønnen til fællesskabet, vil jeg forvente, at forældre tager et ansvar for, at deres uskyldige børn ikke på grund af fedme bliver en belastning for samfundet. Man kan ikke den ene dag kræve flere pædagoger og den næste være den direkte årsag til, at pengene går til bekæmpelse af sygdom, som kunne være undgået. Må jeg slutte med et citat af Lars Fruergaard Jørgensen (som lever af at behandle konsekvenser af overvægt): »Det er en tikkende bombe under vores samfund. Vi har behov for, at de her børn og unge får et godt liv og bliver aktive og bidrager til samfundet. Problemet er, at det er en meget stor udgift at behandle overvægt. Den værditilvækst, de overvægtige kunne skabe i samfundet, bliver erstattet af, at de bliver dyrere borgere for samfundet."