Annonce
Læserbrev

Er kunst og demokrati uforenelige størrelser?

Annonce

Læserbrev: For et par uger siden blev det i Folkebladet offentliggjort, hvem der var vindere af Arkitekturprisen 2019. Det undrede mig, at der ikke i offentliggørelsen oplystes noget om, hvilke kandidater udvalget havde haft at vælge imellem.

Jeg vidste, at der i hvert fald for en af priserne havde været mere end én kandidat. Min kone og jeg havde nemlig foreslået ejerne af Nørremøllevej Nord 44 til at modtage prisen for bedste renovering, idet ejerne har forvandlet den tidligere landbrugsejendom “Nørregård” til et meget smukt herresæde, som er en perle for Nordbyen.

Jeg spurgte derfor, den kommunale medarbejder, der havde stået for det administrative arbejde i forbindelse med indkaldelse af forslag og pristildelingen, om der ikke var tale om en forglemmelse. Svaret var, at det ikke var tilfældet, og forklaringen var: ”Komitéen har ikke ønsket, at vi bruger ressourcer på at offentliggøre alle indstillede projekter, hvilket også ville kræve en formidlingsopgave samt tilladelse fra de bygherrer og arkitekter, der bliver indstillet.”

Det blev også oplyst, at ”Hjemmesiden er pt. ved at blive opdateret med de vindende projekter på www.viborg.dk/arkitekturenspris

Det er nu et par uger siden, men en søgning på linket giver stadigvæk det svar, at den søgte side ikke findes.

Selv om jeg er klar over, at det ikke er velset, at man som lægperson blander sig i kommunens kunstpolitiske dispositioner, tillader jeg mig alligevel at spørge den/de ansvarlige, hvorfor den slags beslutninger skal foregå i hemmelighed.

Om de trufne valg er rigtige, kan offentligheden ikke vide, når man hemmeligholder valgmulighederne. I øvrigt synes jeg, at det kan være af interesse for ejerne af de ikke vindende ejendomme at vide, at nogen har fundet, at deres projekt burde have prisen.

Derfor kære udvalg, lad os få fuld offentlighed om udvalgets arbejde.

Den gamle latinskoles gård fik arkitekturprisen. Leo Lund ønsker, at alle kandidaterne bliver offentliggjort.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Den pil peger kun et sted hen: Mod forældrene

Børn er i fokus, og det er med god grund. Et rigt samfund som det danske kan ikke leve med, at børn mistrives. Heldigvis er det sådan, at når noget går for skævt med vores velfærd, så fungerer det danske demokrati, og det skæve bliver rettet op. Og jeg er stolt af, at Viborg Kommune ved at bidrage til en tv-dokumentar fik sat gang i debatten. I Viborg Kommune er der allerede fundet millioner af kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne. Allerede til næste år vil det kunne mærkes - forudsat da, at pengene faktisk går til lønkroner og ikke til projekter. Som borger er det en fornøjelse at opleve en investering i børn. Desværre formår vi i vores planlægning ikke at balancere udviklingen fornuftigt, men er tilbøjelig til at gå i bølgetoppe og bølgedale. Det har ikke været svært som iagttager at forudse, at grønthøsterbesparelser på de bløde områder på et tidspunkt ville ende med en form for oprør i befolkningen. Men det er jo altid de andres skyld. Nu vil jeg gerne rette skytset den modsatte vej: Mod forældrene. Og det skyldes et opråb fra Novo Nordisk-direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, der gør opmærksom på, at verdens børn bliver federe og federe, og at de fede børn bliver en belastning frem for en gevinst. I Danmark er hvert fjerde barn overvægtig - og andelen af overvægtige børn stiger kraftigt. Hvis pilen med hensyn til bemandingen i børnehaverne peger mod "kommunen", så peger den her mod forældrene, for det er forældre - og kun dem - som har ansvaret for, hvad deres børn propper i munden, og om de lever et sundt liv i bevægelse. Som glad skatteyder, der afleverer præcis halvdelen af lønnen til fællesskabet, vil jeg forvente, at forældre tager et ansvar for, at deres uskyldige børn ikke på grund af fedme bliver en belastning for samfundet. Man kan ikke den ene dag kræve flere pædagoger og den næste være den direkte årsag til, at pengene går til bekæmpelse af sygdom, som kunne være undgået. Må jeg slutte med et citat af Lars Fruergaard Jørgensen (som lever af at behandle konsekvenser af overvægt): »Det er en tikkende bombe under vores samfund. Vi har behov for, at de her børn og unge får et godt liv og bliver aktive og bidrager til samfundet. Problemet er, at det er en meget stor udgift at behandle overvægt. Den værditilvækst, de overvægtige kunne skabe i samfundet, bliver erstattet af, at de bliver dyrere borgere for samfundet."