Annonce
Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Annonce
Annonce

Seneste leder

Læserbrev

Landbrug. Stævning skyldes mangel på åbenhed

Læserbrev: ”En debat om videnskabelige problemstillinger og faglige uenigheder skal naturligvis ikke afgøres i en retssal. Den skal derimod føres mellem de uafhængige forskere, som åbent lægger data, metoder og analyser frem til diskussion, og det skal foregå i en tryg og saglig atmosfære.” Sådan skriver Ian Heilmann bl.a. her i avisen. Bæredygtigt Landbrug kunne ikke være mere enig. Udfordringen med professor Stiig Markager – som Bæredygtigt Landbrug har stævnet – er, at han netop ikke åbent har villet lægge data, metoder og analyser åbent frem. Problemet er ikke, at han er uenig med Bæredygtigt Landbrug. Problemet er, at hans tal og ganske usande påstande om en signifikant stigning af kvælstofudledning til vandmiljøet strider imod den Novana-rapport, der for offentlige midler og som myndighedsbetjening hvert år giver en status på Danmarks miljøtilstand. Enten tager Novana-rapporten fejl – eller også gør Markager. De kan ikke have ret begge to. Novana-rapporten fremlægger åbent data, metoder og analyser. Det er troværdigt. Markager lægger ikke sine ting åbent frem. Måske kan du, Ian Heilmann, få ham til det – så slipper vi for at gå i retten. Konklusionen er: Når Markager ikke vil fremlægge sine tal i et åbent forum, må han gøre det i retten.

Læserbrev

Dansk Blindesamfund. Der er ikke så længe til jul

Læserbrev: Efterårsferien er slut, og vi opdager hurtigt, at det snart er jul. Mange forretninger er allerede i gang med juleudstillinger og juleforberedelser, julefrokoster og rejser bestilt. Jo, julens forberedelser er allerede i gang. Det mærker vi også i Dansk Blindesamfund, hvor fra 23. oktober begynder at sælge vort blad – Blindes Jul, og vi håber, I vil tage godt mod vore sælgere. Overskuddet af salget bruges til vort lokale arbejde i Skive og Viborg kommuner. Vore tilbud omfatter bl.a. møder den første mandag i måneden, hvor der er foredrag, underholdning og andre emner af fælles interesse. Vi tager på ture og har i år været på tre dages ferie på foreningens ferie- og kursuscenter i Fredericia. Disse tilbud er vigtige, for vi ved, at helt eller delvis tab af synet for mange fører til isolation. Undersøgelser viser, at 34 % sjældent eller aldrig forlader deres hjem uden ledsagelse. Nogle af pengene bruges til informationsarbejde om konsekvenserne af synstabet, andre bruges til det interessepolitiske arbejde – f.eks. at arbejde for at der kommer en ledsagerordning for mennesker, der mister synet, efter de er fyldt 67 år. Vi har fået ordningen i Viborg Kommune men ikke i Skive Kommune, så der er nok at tage fat på. Vi håber derfor, I vil tage godt imod vore sælgere, når I møder dem, eller de ringer på jeres dør. På forhånd tak for jeres hjælp.

Annonce
Læserbrev

Religion. Det er vigtig med en kritisk holdning

Læserbrev: Det er ikke bare forkert at kritisere religion, det skal forbydes. Det er tilbagemeldingen fra indvandrere og efterkommere. Hovedsageligt indvandrer/flygtninge fra lande med islam som religion. Det er så trist, at ikke forstået noget som helst om vestlig kultur. Uden kritisk tilgang til religion havde vi i fortsat tilhørt den mørke katolsk kirken fra 1300-tallet.. Luther var kildekritisk, og det blev grundlaget for den lutherske kirke i Nordeuropa, men det medførte også, at den katolske kirke ændrede sig meget. Det medførte også, at kvinder og mænd blev mere lige. Det helt grundlæggende er: Religioner der kun mundtligt er blevet overleveret i 500-600 år og først derpå nedskrevet, hvordan kan den være korrekt? For Islam: Behandling af kvinder? Kildekritik af politik, det er jo hele grundlaget for det politiske system i Europa, desværre ikke længere i Tyrkiet. I islam-regerede lande er kildekritik af religion og politik ikke tilladt, det er vel også derfor, at disse lande ikke udvikler sig ud over hvad olieindtægterne giver mulighed for. Der er kommet mange flygtninge/indvandrere til Danmark fra Ungarn, Vietnam, Kina, Indien etc. med en anden kultur og religion end vi har i Danmark. Religioner der er væsentlig ældre end islam, nedskrevet før islam blev skabt. Alle disse flygtninge/indvandre er i det væsentlige selverhvervende. På en eller anden måde har de fundet en form for symbiose mellem deres oprindelige kultur og den danske kultur. De har beriget den danske kultur og det danske samfund. Hvorfor kommer så mange til Danmark fra deres islamiske hjemlande? De burde være blevet i deres fødeland for at gøre en forskel med opbygning af landene!

Debat

Debat: Vi skal hver især tage ansvaret for en ny og bedre tone i det offentlige rum

Der er noget galt med den samtale, vi har med hinanden i det offentlige rum – og i særdeleshed i den digitale udgave af det offentlige rum. De daglige digitale medievaner, som de fleste danskere har, består af en blanding af nyheder fra vores foretrukne nyhedssites og -apps og en tur eller tre forbi sociale platforme som Facebook, Instagram og Twitter. Hertil kommer måske et par YouTube-videoer og en række klik på nogle mere nicheprægede platforme, der imødekommer vores særlige interesser – om det så er sport, boligindretning eller et band, vi er særligt glade for. På overfladen ligner dette en fuldt ud forsvarlig kombination af journalistik, socialisering, underholdning og hobbyplejning. Men stort set hver eneste digitale platform, vi befinder os på, er akkompagneret af muligheden for, at vi kan kommunikere med hinanden. Som alle ved, er hovedreglen ikke ligefrem, at vi adresserer hinandens digitale avatarer pænt og høfligt. Tværtimod er hovedreglen, at vi reducerer hinanden til stærkt forsimplede arketyper, som ikke er rigtige mennesker, og som vi i stigende grad irettesætter, belærer og ligefrem ydmyger og mobber i fuld offentlighed. Vi lever i en ny æra, hvor grovheder og destruktiv adfærd stortrives. En af forklaringerne er, at det digitale parallelunivers har gjort alting til identitetsmarkører, som også lever videre i den analoge verden. Lynhurtigt har vi lært at dømme hinanden ud fra de nyhedsmedier, vi hver især foretrækker. Ud fra vores hobbyer og kulturelle præferencer. Ud fra de partier, vi stemmer på, tøjet, vi iklæder os, og jobbet, vi bestrider til hverdag. Algoritmerne sørger som bekendt for, at vi primært konfronteres med indhold, der bekræfter vores eksisterende livssyn. Selv når vi ser ting, der er oprivende, er det ofte ting, der er målrettet lige præcis os, fordi selv vores arrigskab matcher den personlighed, som algoritmerne har afluret, at vi har. Virksomhederne bag netop algoritmerne bærer et stort ansvar i forhold til samfundsudviklingen, men de kommer ikke frivilligt til at ændre adfærd. Tilsvarende kan man påpege, hvordan landets journalister og redaktører foretrækker sensationshistorierne over de opbyggelige fortællinger, men hvor gerne de end ville efterleve højere publicistiske idealer, føler de sig tvunget til at imødekomme den nye æras krav. Hvad angår politikerne, har de generelt så svært ved at begribe udfordringens omfang, at det heller ikke give mening at vente på, at de får gennemtrumfet de love og reguleringer, der kunne skubbe alting i en bedre retning. Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar. Hvis vi alle hver især gør, hvad vi kan for at forbedre den offentlige diskurs – især på de sociale og digitale platforme – kan vi bygge en bevægelse op fra bunden, som vil påvirke både teknologigiganterne, journalisterne og politikerne. Det, vi ikke var opmærksomme på, da vi i begejstrede hobetal kastede os over det 21. århundredes kommunikationsplatforme, er, at de rent teknisk trives bedre, når vi er i konflikt med hinanden, end når vi medmenneskeligt prøver at lytte og nå ind til hinanden. Teknologigiganterne er i praksis nogle af de mest ultraliberalistiske virksomheder, verden nogensinde har oplevet. Bag enhver ambition om at styrke de menneskelige forbindelseslinjer, ligger en intens profitmaksimering, som er kombineret med erkendelsen af, at der trækkes mange flere forbindelseslinjer til andre mennesker, når konflikt, sensationalisme og clickbait er i højsædet. Men det er ikke ensbetydende med, at vi absolut behøver at praktisere den konfliktfyldte adfærd. I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang. Uanset om det er i kommentarsporet på YouTube, i supermarkedet blandt fremmede mennesker eller til den årlige fætter-kusine-fest. Både hver især og i fællesskab, bør vi melde ud, at det ganske enkelt ikke er godt nok, at den offentlige diskurs køres i sænk af profithungrende teknologigiganter, desperate journalister og vildfarne politikere. Dette er hermed en opfordring til, at alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen. I forhold til miljøet er der særligt i år blevet skabt et momentum blandt både borgere, politikere og virksomheder, som netop er opstået nedefra-og-op. Tiden er inde til at frembringe et tilsvarende momentum i forhold til måden, vi taler til hinanden på. Det er lige så afgørende i vores kamp for at skabe en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Læserbrev

Overenskomt. Hvor langt er FOA egentlig nået?

Læserbrev: FOA kæmpede for ca. 10 år siden hårdt for at få retten til at indgå overenskomst for deres medlemmer ansat i Vikar Region Midt (VRM). Prisen for denne ret blev skandaløs dårlig for os social- og sundhedsassistenter, da mange ansatte i psykiatrien gik voldsomt ned i løn, idet FOA`s forhandlingsudvalg viste sig at være inkompetent. For mig betød det en årlig lønforringelse på over 20.000 kr., hvilket man I FOA-Viborg afdeling lovede at få rettet op på. Denne opgave magtede FOA heller ikke, så jeg meldte mig ud af "fagforeningen" nogle år senere, da jeg ikke ønsker at betale for bjørnetjenester. Hvis FOA er en fagforening, så må den komme ind under kategorien gule fagforeninger! Jeg har tidligere skrevet et læserbrev med overskriften: "Er FOA en fagforening?" I det læserbrev kritiserede jeg FOA for, at deres medlemmer ansat i VRM som den eneste faggruppe ikke har fået forbedringer ved OK 2018. Formanden for FOA i Viborg undskyldte sig med, at det ikke har været muligt at opnå en aftale med VRM, der ikke vil forhandle løn med dem. Derfor blev OK 2018 overdraget til hovedorganisationerne, oplyste formanden. Nu, hvor der er gået mere end 1½ år efter, at OK 2018 er trådt i kraft for alle andre faggrupper, kan formanden for FOA i Viborg så oplyse hvor langt jeres hovedorganisation er nået ved disse forhandlinger? Forventer FOA at have OK 2018 forhandlet på plads, inden arbejdsmarkedets parter igen skal i gang med at forhandle den næste overenskomst? Jeg synes, at det er paradoksalt, at FOA for 10 år siden kæmpede hårdt for at få retten til at indgå overenskomst med VRM, og da de opnåede denne ret, så satte de sig på den forkerte side af forhandlingsbordet! Alt tyder på at FOA ikke rigtig er kommet videre og i dag sætter sig på sine egne hænder, når det gælder OK- forhandlinger for VRM-vikarer! Jeg håber, at formanden for FOA-Viborg afdelingen vil svare på, hvor langt hovedorganisationerne er nået med OK-2018.

Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Læserbrev

Politik. Mange hjemløse uden fast tag over hovedet i regionen

Læserbrev: Mennesker i Danmark bliver i stigende grad overladt til at klare sig selv. Samfundets krav vokser, netværk brister, og uligheden samt ensomheden følger med. Flere og flere miste fodfæste i livet. Hver dag kommer der mennesker - i eksempelvis Kirkens Korshær samt andre hjælpe- og støttesteder - der lever på kanten af samfundet, og det er udsatte mennesker med svære sociale psykiske og økonomiske problemer. Ved en landsdækkende kortlægning af hjemløshed i år blev der registreret 6431 borgere uden fast tag over hovedet. Der er sket en udvikling mod et stigende antal af ældre hjemløse. I Vestjylland er der registreret 275 hjemløse i Viborg Kommune, Holstebro Kommune, Herning Kommune, Struer Kommune, Lemvig Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ikast-Brande Kommune og Skive Kommune. Som hjemløse regnes personer, som ikke disponerer over egen bolig eller værelse (eget eller lejet), men som er henvist til midlertidige boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte. Som hjemløse regnes også personer uden et opholdssted den kommende nat. Af typiske hjemløsesituationer kan nævnes: - Overnatter på gaden, i trappeopgang, i et skur eller lignende. - Overnatter på natvarmestue/værested med nødovernatning eller lignende. - Overnatter på akut/midlertidigt botilbud som herberger og forsorgshjem. - Opholder sig på hotel, vandrehjem eller lignende på grund af hjemløshed. - Bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte. - Bor i midlertidig udslusningsbolig uden permanet kontrakt. - Afsoner under Kriminalforsorgen, skal løslades inden for 1 måned og mangler en boligløsning. - Opholder sig på hospital/behandlingstilbud, skal udskrives inden for 1 måned og mangler en boligløsning. Den boligmæssige definition af hjemløshed indikerer dog ikke, at hjemløsheden blot kan afhjælpes gennem boligmæssige indsatser. En bolig vil være en nødvendig, men sjældent en tilstrækkelig forudsætning for, at socialt udsatte borgere kan komme ud af hjemløshed. I stedet vil både en boligløsning og en helhedsorienteret social og behandlingsmæssig indsats som oftest være en forudsætning for, at personen kan opnå en stabil boligsituation. Èn af de ting, der i årenes forløb har gjort særligt indtryk på mig, er hvor let man i dagens Danmark kan ”snuble” i et ganske almindeligt liv og falde til den absolutte bund af vores samfund. Vi ved, der eksisterer hjælp til hjemløse nogle enkelte steder, men én ting er sikkert, selv på dage hvor vi andre med fuldtidsjob og et trygt miljø har problemer af forskellig art, kan vi altid ringe til vores familie og venner efter hjælp. Det kan den typisk hjemløse ikke, da han/hun ofte er forladt af familie og venner. Hyppigere og hyppigere ser vi socialt udsatte mennesker på gaderne. Den typiske hjemløse er en mand, der oplever mange sociale problemer på én gang. For eksempel både arbejdsløshed, psykiske problemer, ensomhed og manglende kontakt til familien. Når der er stigning af ældre hjemløse og der er overfyldt på diverse herberger og varmestuer, hvor skal de hjemløse så overnatte? Mange af dem har ikke relation til deres familie eller har slet ikke nogen familie. Vi vil gerne være medvirkende til, at der bliver gjort en indsats for at målrette hjælp til hjemløse, der blandt andet må overnatte på gaden og som ofte slås med mange andre problemer. Vi skal have vendt udviklingen, og ingen skal af nød sove på gaden i Danmark.

Læserbrev

Kunst. Øster Teglgård og Lasse Winsløw og Skovgårdmuseet

Læserbrev: Den strålende Viborg-maler Lasse Winsløw (1911 til 2006) levede på Øster Teglgård ved Søndersø. For øjeblikket sælger Lauritz.com en masse af Lasses billeder til næsten latterlige priser, også billeder fra Teglgården. Finder man Øster Teglgård i dag, står den gamle røde hovedbygning og skuer ud over Viborg Søndersø. Men bygningen, som er de sidste rester af det gamle teglværk, er i miserabel stand. Tydeligvis passer ingen på huset, skønt det er bevaringsværdigt og en smuk teglkonstruktion. Af respekt for maleren Winsløw kunne man sætte hovedbygningen i stand. Med understregning af Viborgs rolle som centrum for kultur og industrialisme kunne man bevare gården. Viborgs Skovgårds museum mangler plads til sine samlinger. Man kunne istandsætte Øster Teglgård og overlade bygningen til museet. Museet ville få en fantastisk beliggenhed ud til Viborg Søndersø og understrege Viborgs kærlighed til natur, kultur og kunst. Teglgården som landskabelig perle må ikke tværes ud af ligegyldighed og spekulation. Viborgs søbredder er parcelhus ved parcelhus. Teglgården skulle bevares som historie og fællesskab. Det må være en kommunal hjertesag.

Læserbrev

Politik. Hvor mange resurser vil vi bruge på beboerne på Kærshovedgaard?

Læserbrev: Heldigvis endte vi ikke med at bruge over 750 mio. kr. på en ø for udviste asylansøgere. Spørgsmålet er nu, om vi vil bruge måske over 100 mand på at sende de samme mennesker frem og tilbage mellem fængsler, domstole og udrejsecenter? Jeg siger klart nej. Flertallet bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, LA og Dansk Folkeparti har skærpet fængselsstraffene for melde-, opholds- og underretningspligten. Nu kommer beboerne i fængsel efter få overtrædelser. Disse overtrædelser gør ikke skade på nogen mennesker, men alene politiet bruger nu 48 årsværk på denne opgave. Hertil kommer dommere, transporter, forsvarsadvokater, fængselspersonale osv osv. Så det er nok ikke forkert at sige, at over 100 mennesker nu bruger deres tid på at sende de her mennesker i fængsel for noget, der ikke har gjort skade på andre mennesker. Tiden går fra at opklare indbrud, vold, voldtægt og meget andet, jeg i al fald synes er meget vigtigere. Efter grænsekontrollen og nu dette stykke symbolpolitik er ventetiderne på politiarbejde steget meget voldsomt. Politiet har ikke bedt om disse tiltag. Vi burde lade politiet bestemme selv, hvad der er vigtigst. Og det vigtigste er ikke symbolpolitik. Det er vigtigt, at vi ved, hvor de afviste asylsøgere og tidligere kriminelle er. Dette kunne løses ved fodlænke eller ved, at man kan melde sig hos politiet telefonisk, eller hvor politiet er rundt om i landet. Den valgte løsning er i al fald for dyr. Når nu de mennesker i forvejen er i et form for fængsel, så mener jeg også, at man burde overveje andre straffe end at sende dem til et fængsel for noget ikke personfarligt, for det er en dyr straffeform. Jeg mener, at man brude bruge resurserne på meget værre overtrædelser fx vold, end på meldepligt m.v. Lad os håbe, at fornuften kunne indfinde sig. Man kunne måske endda lytte til politiet?

Læserbrev

Politik. Demokrati og menighedsrådsvalg

Læserbrev: Folketinget har førstebehandlet et lovforslag om, at mennesker, der er under værgemål, får ret til at stemme til menighedsrådsvalg. Dermed giver vi valgret til den sidste gruppe danskere, der ved vedtagelse af grundloven i 1849 ikke fik valgret. Efter datidens herskende normer var kun et lille mindretal på under 20 pct af befolkningen i stand til at administrere valgretten. Med datidens sprog evnede fruentimmer, folkehold, fattige, fjolser, fallenter, forbrydere, fremmede og farende ikke at administrere denne ret. Undervejs har kvinder, mennesker med gæld, mennesker der har været straffet og mennesker der ikke ejer egen bolig fået valgret. Og nu får mennesker under værgemål også valgret. Det er positivt at vi langt om længe giver denne gruppe af medborgere ret til at stemme og stille op til menighedsrådsvalg. I 2016 fik de ret til at stille op og stemme til kommunevalg, regionsvalg og EP-valg og i 2018 ret til at stille op og stemme til Folketinget. Alle partier på nær Nye Borgerlige og Liberal Alliance støtter forslaget. Jeg er chokeret over Nye Borgerliges og Liberal Alliances argument, at de ikke ønsker at give disse medborgere stemmeret. ”Hvis de ikke kan administrere deres egen økonomi, skal de ikke have lov til at stemme om eller administrere statens (og kirkens) økonomi” lød de 2 partiers forklaring i Folketingssalen, som et ekko fra 1849. De sidste års finansskandaler har afsløret, at mennesker i toppen af samfundet (med stemmeret!) via hvidvask, skattely og momskarruseller har håndteret offentlige midler på en ganske uforsvarlig vis. De har bevaret deres stemmeret og ret til at stille op og stemme til valg. De bevarer valgretten, også selvom de bliver dømt ved en domstol eller kommer i dyb gæld. Så langt er vi heldigvis kommet med demokratiet i Danmark. En interessant detalje er, at Liberal Alliance i 2016 og 2018 stemte for at give mennesker under værgemål ret til at stemme og stille op til byråd, EU-parlament, regionsbestyrelser og Folketing – men nu ikke ønsker at give de samme mennesker ret til at stemme og stille op til menighedsrådsvalg. I Enhedslisten glæder vi os over, at vi med den nye lov fjerner endnu en sten på vejen til at alle borgere har lige ret til at stemme og stille op til valg.

Læserbrev

Videoovervågning. Hvorfor beskytte de kriminelle?

Læserbrev: Flere nummerpladescannere og flere videokameraer som Justitsministeriet foreslår. Orson Wells' bog kommer i tankerne, og mange politikere udtrykker mistillid til forslaget. Uskyldige mennesker bliver overvåget, men for uskyldige mennesker kan det ikke være et problem. Jeg har ikke et problem med det, det dokumenterer jo blot, at jeg ikke har gjort noget forkert. Det eneste problem, jeg kan se, er om databaserne er sikret mod misbrug. Er de sikret mod, at de forkerte mennesker kan få adgang til oplysningerne? Det er egentligt lidt en sjov problematik, da folk på de sociale medier lægger alle mulige oplysninger på medier, der sælger alle persondata, der lægges op. Jeg har det fint med, at politiet kan se, hvornår jeg er kørt over f.eks. Storebæltsbroen med en hastighed på 109-110 km/t (fartholderen er rimelig præcis), når der ikke er vejearbejde. Politiets scannere kan måske få afsløret nogle af de stjålne biler – biler med stjålne nummerplader – som banderne benytter til mord. Politiet må også gerne se, hvor jeg har gået, det bekræfter jo blot, at jeg har opført mig ordentligt. Hele problematikken med overvågningen kommer jo blot af, at der er personer, der ikke opfører sig ordentligt – er kriminelle – de ønsker nok ikke den foreslåede overvågning, men de skal ikke beskyttes. Om data skal opbevares i mere end 30 døgn? Meng-sagen viser, at det måske burde være væsentlig længere, når politiet ikke har det nødvendige mandskab eller prioriterer mandskabet rigtigt. Til politikere, der er imod, kom nu ned fra træet, de eneste, jeres modstand vil beskytte, er de kriminelle.

Læserbrev

Løvfald. Viborg Kommune og efteråret

Læserbrev: Vinteren og dens prøvelser for fodgængere og trafikanter kan være svær nok at komme igennem, men det lader dog som om, at kommunen er bevidst om den årstids genvordigheder. Anderledes forholder det sig med efterårets. Et uhyggeligt eksempel er Slusestien mellem rundkørslen ved Ll. Sct. Mikkelsgade og Ll. Sct. Peder Stræde. I år har bøgen en ekstraordinær stor høst af bog, og over stien står nogle meget store bøgetræer, som har kastet så meget bog, at stien især fra sig fra ”knækket” ned mod søen i det fugtige vejr nærmest er farlig at bevæge sig på. Laget af nedfalden bog er meget tykt, og kvarterets beboere giver i indbyrdes samtaler udtryk for stor utryghed ved at bevæge sig på stien. Det meget trænedfald giver i øvrigt – siger folk med kendskab til den slags - problemer for kloakafløbet videre ned mod Ll. Sct. Mikkelsgade og mod Søndersøparken. Og så er bøgebladenes store nedfald i skrivende stund endnu ikke begyndt. Kommunen har formentlig rydningspligt på denne offentlige sti, og Viborg kommune kan næppe undslå sig for misligholdelsen ved personalemangel. I artikler i pressen støder man jævnligt på hjertesuk fra indvandrere/flygtninge på bistandshjælp, som klager deres nød over ikke at have adgang til det danske arbejdsmarked. Kunne man ikke gøre disse mennesker en tjeneste ved at give dem indhold i tilværelsen ved at tilbyde dem et meningsfyldt – skønt sikkert midlertidigt – arbejde, der samtidigt vil forbedre mulighederne for integration, ligesom de hårdt plagede skatteydere får lidt kompensation. En ren vind-vind situation. Såfremt kommunen hævder, at den ikke har vedligeholdelsespligten på Slusestien, har den vel kompetence til at pålægge ejeren af træerne – villa Tatoi – at renholde stien. Eller endnu bedre, at fjerne de kæmpestore træer, som året igennem frembyder mange ubehageligheder for de forbipasserende. I øvrigt er det mit indtryk, at efterårsløvet også andre steder rundt omkring i kommunen frembyder en del fortrædeligheder.

Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.

Læserbrev

Trafik. Endnu et slag for cyklisterne i Viborg

Læserbrev: Mange tak til Villy Lauritsen for i lørdagens avis at slå et slag for cyklerne. Det er utroligt, når man ser på alle fordelene ved cykler frem for biler, at der ikke er større fokus på forholdene for cyklister i forhold til biler. Det gælder folkesundhed, klima, økonomi, plads i byen, forurening i byen m.m. Jeg er helt enig i det, Villy Lauritsen skriver. Jeg er især glad for bemærkningerne omkring brosten. Jeg forstår godt, at nogle finder det smukt og nostalgisk med brosten. Men det er da ikke brugervenligt. Ud over, at det også larmer ved kørsel med biler, så er det ulideligt at cykle på. Har man spurgt gangbesværede og dem, der bruger stilethæle, hvor behagelige brosten er at færdes på? Det kunne så nemt som ingenting være løst for cykler og fodgængere ved at lave en forholdsvis smal passage på vejen, med jævn belægning. Gerne sten eller fliser. Desuden vil jeg gerne fremføre, at der er urimelige forhold for cyklister, der kommer fra øst-byen. Og det er dog en del fra Asmild, Overlund, Houlkær og længere væk fra. Når man kommer ad Sct. Mathias Gade og når til Sct. Mogens Gade, skal man af cyklen og trække resten af vejen. Hvorfor er fortovet ved Latinerhaven ikke indrettet som en cykelbane. Nogle vil sige, at ”ingen tager da skade af at trække cyklen et stykke”. Andre ville nok sige ”hvorfor gøre det bøvlet for cyklister, når man så let kunne gøre det lettere?”. By- og vejplanlæggere vil nok sige, at ”så skal man jo krydse Sct. Mathias Gade ved Kompagnistræde”. Ja, men Sct. Mathias Gade skal jo krydses for en cyklist under alle omstændigheder! Det gør heller ikke passagen lettere, at ”Latinerly” på det andet fortov (gratis?) har knopskudt deres restaurationsområde ud over det meste af fortovet. Først med et par små cafeborde til nu at være udstyret med diverse inventar, der absolut ikke gør passage med cykel lettere - tvært imod næsten umulig. Et sidste hjertesuk. Hvorfor er kantsten næsten altid med skarpe granitkanter? Hvor mange alvorlige cykelulykker med alvorlige personskader kunne være undgået, hvis man i stedet havde skrå kanter på kantstenen, så kunne cyklerne komme op og ned over dem? Og måske kunne vi cyklister få lidt hjælp fra bilister, der har fået ødelagt dæk på disse kantsten?

Debat

Debat: Efter nej fra Sundhedsstyrelsen - Rystesyge lades i stikken

Behandling: I maj sendte Sundhedsstyrelsen en patient til Madrid for at modtage ultralydsbehandling for essentiel tremor. Behandlingen lykkedes perfekt, og patienten blev fri for sine ufrivillige rystelser. Efterfølgende har der været stor pressedækning i Danmark, og tusindvis af patienter med denne invaliderende lidelse har fattet håb om, at behandlingen kan komme til Danmark. For nylig har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at de ikke skønner, der er patienter nok i Danmark til at indføre denne behandling. Som repræsentant for danske patienter med lidelsen essentiel tremor er vi fuldstændig uforstående overfor denne udmelding, når vi kan dokumentere i hundredvis af egnede patienter til behandlingen. Selv hospitaler og læger i Danmark ønsker at indføre behandlingen og nævner samtidig, at patientgrundlaget er til stede. Sundhedsstyrelsen påtænker nu at sende nogle patienter af sted til udlandet og dermed evaluere behandlingen. Dette selvom Sundhedsstyrelsen anerkender ultralydsbehandlingen som værende sikker og effektiv. Det er forbundet med store omkostninger at sende patienter til udlandet, mens økonomien og det praktiske allerede er på plads fra hospitalsside i Danmark. Et ophold af flere ugers varighed i udlandet er ikke ønskværdigt for vore medlemmer, når behandlingen nemt kan etableres i Danmark. Flere af vore medlemmer er oppe i årene, hvorfor rejser til ukendte steder i flere uger og uden pårørende ikke er en mulighed. De af vore medlemmer med rystesyge og egnede for ultralydsbehandling har i dag nået et stadie, hvor deres medicin ikke har effekt, eller hvor bivirkningerne af medicinen overstiger effekten af medicinen. Det skal nævnes, at der ikke findes medicin målrettet essentiel tremor, men alene præparater udviklet til andre sygdomme. Danmark har altid været et foregangsland med specialiseret behandling og patienten i fokus. Dette gælder dog ikke for de omkring 50.000 mennesker der lider af essentiel tremor i Danmark. I Danmark diagnosticeres op mod 1000 nye patienter om året med rystesyge. Samtlige patienter med lidelsen lades nu i stikken – børn, unge, ældre. Især en stor gruppe af vores erhvervsaktive medlemmer kan imødese en usikker fremtid, hvor deres eksistens og levebrød er truet pga. manglende behandlingstilbud. Eneste kendte alternativ, når medicin ikke virker, er en såkaldt åben hjerneoperation – DBS/Deep Brain Stimulation – hvor kraniet åbnes, og der indsættes elektroder i hjernevævet. Denne operation er skræmmende for mange af vore medlemmer og samtidig er der en aldersgrænse på 65 år. Der tilbydes ganske få DBS operationer om året, hvorfor vi ser ultralydsbehandlingen som et oplagt supplement. Bl.a. fordi der ikke skal bores i kraniet, eller implantater indopereres i hjernen. Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens nedslående melding og samtidig gøre opmærksom på de initiativer vi som patientgruppe har iværksat. Vi har brug for opbakning fra de mange patienter, der sidder derude i landet og ikke kender til denne problematik og muligheden for skånsom behandling med ultralyd. Vores Facebook gruppe for Essentiel Tremor er altid åben for nye medlemmer, ligesom vi holder flere åbne arrangementer omkring oplysning, udveksling af mestringsteknikker og netværk. Der findes ligeledes en større underskriftindsamling på nettet. Sluttelig kan denne ultralydsbehandling anvendes til Parkinsons patienter med tremors eller rystelser med stor effekt. Kan vi som samfund være bekendt at ignorere så stor en del af befolkningen med en så invaliderende en lidelse, at folk ufrivilligt isolerer sig, ikke kan vælge drømmeuddannelse eller må forlade deres arbejde på grund af ufrivillige rystelser?

Læserbrev

Folkebladet. Den hæftede avis

Læserbrev: Kære Folkeblad. Som daglig læser af avisen er jeg, og sikkert mange andre læsere med mig, irriteret over, at indlægget ”Danmark” altid er indhæftet i avisen. Det, at i ødelægger en spændende artikel ved dette tossede påhit at indhæftet ”Danmark” det er da fjollet og irriterende. I kan jo godt indlægge med tillægget ”Erhverv”. Det kan da ikke være så dyrt at lave denne ændring. Det er tidligere påpeget af Finn Lindermann i 2016, hvor i ville gøre noget ved det problem. Søndagsudgaven af de tre Stiftstidende er også med indstik. Hvor er så så problemet, altså ud over penge. Ved en mærmere undersøgelse af priser på jeres avis er I de næstdyreste, set i forhold til Skive Folkeblad, Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Randers Amtsavis. Svar: Kære Erik Kongstad. Personligt ville jeg gerne helt undvære hæftningen af avisen. Det har vi jo også prøvet efter henvendelser fra læsere, der mener det samme som dig. Vi prøvede, men den storm, jeg blev udsat for af utilfredse læsere (den var vedvarende), fik mig til at skifte mening. Så vi genindførte hæftningen. Vores trykkeri giver ikke andre muligheder - enten eller. Vi skulle ellers trykke hver del for sig og indstikke manuelt, og det ville koste mindst et par journalister jobbet. Trods alt foretrækker jeg at satse på højst mulige kvalitet på det lokale indhold i avisen. P.S. Skive Folkenblad, Midtjyllands Avis og Herning Folkeblad har ikke noget "Danmark-tillæg" og udkommer ikke på søn- og helligdage.

Læserbrev

Studehandlen i Viborg Byråd

Læserbrev

Dansk Folkeparti og den nye køreplan

Læserbrev: Efter et erkendt nederlag ved valget i år har ledelsen i Dansk Folkeparti lagt hovedet i blød og haft møder med sit bagland for at finde den fællesnævner, der skal bære partiet ind i fremtiden. Det er værd at bemærke, at det ikke var Dansk Folkepartis politik, der led nederlag, for den sejrer videre i andre partier, der har forståelse for nødvendigheden af den stramme indvandrer/flygtninge politik. Det var selve partiet, der ikke levede op til vælgernes forventninger. Sådan er politik, og selverkendelsen er ofte den styrke, der skal til for at komme på benene igen. Dansk Folkeparti er fortsat et stærkt parti, der repræsentere hele den jævne befolkning uanset social status eller politisk overbevisning. Kald du blot din kollega på arbejdspladsen for medarbejder, men grundlæggende er det ordet arbejder, og det viser gerne, hvad man er. Således er vi flest i Danmark, nemlig lønmodtagere, uanset om vi har fået villa, Volvo og vovse. Det er her, at Dansk Folkeparti nu skal finde sig selv igen. Efter en tid, hvor partiet har "snublet" lidt over sine egne fødder, skal der arbejdes for at finde den fælles identitet, som Danmark tidligere var kendt for at have i hele landet, og Dansk Folkeparti er om nogen vogter over de danske værdier. Politik er ideologi, filosofi og en del patriotisme med national følelse, uden at det skal forstås nedsættende mod andre nationer. Det er kærlighed til sit land, folk og det fælles samfund, der omgiver os til daglig. Derfor er det også vigtigt, at Dansk Folkepartis repræsentanter forstår denne sammenhæng for at kunne yde det bedste for partiet i arbejdet fremover. Enhver, der politisk repræsentere partiet som byrådsmedlem, regionsmedlem, folketingsmedlem eller vælger og støtte, bør derfor opfordres til at være mere synlig i det offentlige rum, blandt andet med informering til vælgerne om den pågående politiske dagsorden, så man undgår, at Dansk Folkepartis politik synliggøres af mere venstreorienterede folk, der ellers virker gode til at fortælle Dansk Folkeparti, hvad Dansk Folkepartis politik er. Det er misinformation, som borgerne hører fra disse propagandister, men det er desværre synligt i den offentlige debat. Der er fortsat god grund til at tro på Dansk Folkeparti.

Læserbrev

Er kunst og demokrati uforenelige størrelser?

Læserbrev: For et par uger siden blev det i Folkebladet offentliggjort, hvem der var vindere af Arkitekturprisen 2019. Det undrede mig, at der ikke i offentliggørelsen oplystes noget om, hvilke kandidater udvalget havde haft at vælge imellem. Jeg vidste, at der i hvert fald for en af priserne havde været mere end én kandidat. Min kone og jeg havde nemlig foreslået ejerne af Nørremøllevej Nord 44 til at modtage prisen for bedste renovering, idet ejerne har forvandlet den tidligere landbrugsejendom “Nørregård” til et meget smukt herresæde, som er en perle for Nordbyen. Jeg spurgte derfor, den kommunale medarbejder, der havde stået for det administrative arbejde i forbindelse med indkaldelse af forslag og pristildelingen, om der ikke var tale om en forglemmelse. Svaret var, at det ikke var tilfældet, og forklaringen var: ”Komitéen har ikke ønsket, at vi bruger ressourcer på at offentliggøre alle indstillede projekter, hvilket også ville kræve en formidlingsopgave samt tilladelse fra de bygherrer og arkitekter, der bliver indstillet.” Det blev også oplyst, at ”Hjemmesiden er pt. ved at blive opdateret med de vindende projekter på www.viborg.dk/arkitekturenspris” Det er nu et par uger siden, men en søgning på linket giver stadigvæk det svar, at den søgte side ikke findes. Selv om jeg er klar over, at det ikke er velset, at man som lægperson blander sig i kommunens kunstpolitiske dispositioner, tillader jeg mig alligevel at spørge den/de ansvarlige, hvorfor den slags beslutninger skal foregå i hemmelighed. Om de trufne valg er rigtige, kan offentligheden ikke vide, når man hemmeligholder valgmulighederne. I øvrigt synes jeg, at det kan være af interesse for ejerne af de ikke vindende ejendomme at vide, at nogen har fundet, at deres projekt burde have prisen. Derfor kære udvalg, lad os få fuld offentlighed om udvalgets arbejde.